Rekord: Over 2.000 nye danske øl i 2019 – Hvad nu efter corona?

Øl Tinder: Hele 2.115 nye øl kunne forbrugerne vælge mellem – en milepæls rekord.

Før corona-krisen ændrede alt, satte de danske bryggerier en rekord, der af samme grund kan ende med ikke at blive slået foreløbigt. Salget til restauranter, caféer, ølbarer, hoteller og diverse arrangementer er med et slag forsvundet. For mange mindre bryggerier udgør det over halvdelen, ja endda ved nogle op til 80% af omsætningen.

Så der kæmpes nu for eksistensen – bl.a. med dørtrinslevering og take-away øl.

– Det er helt afgørende, at øl-nyderne støtter op om deres yndlings-bryggeri. Ellers risikerer de, at bryggeriet er væk, når Danmark lukker op igen. De har masser af frisk påskebryg klar, og hvis man ikke kan finde øllene i butikkerne, kan man benytte sig af de mange alternative salgskanaler, som bryggerierne har lanceret, siger Niels Hald, der er direktør for Bryggeriforeningen.

For første gang nogensinde blev der i 2019 lanceret over 2.000 nye danske øl – mere præcis 2.115. Milepælen 2.000 blev således passeret blot 5 år efter, at 1.000 milepælen blev overskredet i 2014. Til sammenligning kom der i 2000 sølle 15 nye øl på markedet.

Det fremgår af en oversigt lavet af Beerticker, der har stået for oversigterne over nye danske øl siden 2007. Den eneste eksisterende.

Med næsten 300 flere øl end året før, blev den gamle rekord fra 2018 på 1.825 slået endog meget klart.

De mange nye øl er et udtryk for, der er gået “Øl Tinder” i det danske ølmarked. Specielt i Hovedstadsområdet og de større danske byer, er forbrugerne hele tiden interesseret i nye øl. Nye smagsindtryk og oplevelser. Det kunne være, at den næste er endnu bedre.

Oversigt over antal nye danske øl på det danske marked siden 2000:

  • 2000: 15
  • 2001: 21
  • 2002: 30
  • 2003: 54
  • 2004: 82
  • 2005: 234
  • 2006: 506
  • 2007: 556
  • 2008: 647
  • 2009: 604              
  • 2010: 590
  • 2011: 616
  • 2012: 756
  • 2013: 927
  • 2014: 1.108
  • 2015: 1.298
  • 2016: 1.424
  • 2017: 1.622
  • 2018: 1.825
  • 2019: 2.115

Nyheden hentet fra: https://bryggeriforeningen.dk/rekord-over-2-000-nye-danske-oel-i-2019-hvad-nu-efter-corona/

Previous post Nyt udsende